Mit blik på verden er anderledes end de fleste journalisters. Jeg er tv-fotograf. Jeg oplever alt gennem en linse – men jeg er også nødt til at tage stilling til, hvornår kameraet skal tændes, og hvornår det skal slukkes. Hvor tæt kan man gå på mennesker i nød? Hvornår er et billede for voldsomt? Og hvad er vigtigere: at beskytte de mennesker, jeg filmer – eller at vise offentligheden, hvor slemt det står til?
I 18 år har jeg rejst verden rundt som fotograf på TV2 – til krige, revolutioner og katastrofer, fra Det Arabiske Forår i Egypten til frontlinjerne i Ukraine. Jeg har oplevet bomberne falde, men også stilheden bagefter, hvor mennesker forsøger at finde håb midt i ruinerne.
I foredraget tager jeg jer med bag kameraet, hvor historierne bliver til.
Jeg deler de øjeblikke, der sætter sig fast – møder med mennesker i ekstreme situationer, hvor håb, frygt og medmenneskelighed træder frem, og hvor små gestusser siger mere end ord.
I mange år har jeg arbejdet tæt sammen med TV2-korrespondenter, især Rasmus Tantholdt, for at fange de historier, hvor mennesker virkelig har noget på spil. For mig handler det ikke kun om nyheder – det handler om mennesker. Og om at leve med de valg, man træffer, når man står ansigt til ansigt med både verdens mørkeste og mest lysende øjeblikke.
.jpg)